top of page

Vejgaard - en bydel med stærkt fællesskab og store ambitioner

I denne udgave af vejgaardmagasinet giver vi ordet til rådmand Nuuradiin S. Hussein, valgt for Socialdemokratiet og rådmand for Job og Velfærd i Aalborg Kommune. Siden sin indtræden i byrådet i 2014 har Nuuradiin arbejdet for byens udvikling og borgernes trivsel.


Nuuradiin fremhæver de initiativer, der styrker fællesskabet og understøtter Vejgaards udvikling. Han ser bydelen som en “by i byen”, hvor nærhed til butikker, institutioner og foreningsliv gør den til et attraktivt sted at bo og leve.


Rådmand Nuuradiin S. Hussein
Rådmand Nuuradiin S. Hussein

Vejgaard er en bydel med en helt særlig ånd. Det mærkes tydeligt, når man deltager i de mange traditionsrige arrangementer, hvor fællesskabet er i centrum.


Fra Vejgaard Handels flotte velbesøgte arrangement ”Mænd og Kvinder i uniform” på Torvet og i Bymidten til byvandringer, “Vild med Vilje ”arrangement i Golfparken, Sankt Hans på VB’s anlæg, Vejgaard Byfest, guidet cykelrundtur i udvalgte dele af bydelen og de stemningsfulde juletraditioner som “Jul i Vejgaard” og Julemærkemarchen – engagementet blandt beboerne er imponerende. Byen i byen har et stærkt DNA.


I mødet med Vejgaards borgere har jeg haft mange samtaler om bydelens udvikling. Stoltheden over at bo i Vejgaard er mærkbar, og der er en fælles ambition om at sikre, at bydelen fortsat udvikler sig bæredygtigt og tidssvarende. Det handler om at skabe et Vejgaard, hvor alle generationer kan bo, leve, vokse op, arbejde og studere i trygge rammer – med stærke fællesskaber og gode faciliteter.


Med mit kendskab til Aalborg Kommune står det klart, at Vejgaard er en af de bydele, hvor der arrangeres flest fællesskabsskabende aktiviteter. Det vidner om en stærk lokal opbakning og et beundringsværdigt engagement. Som rådmand og lokalkandidat er jeg naturligvis nysgerrig på borgernes oplevelser af deres bydel og de visioner, de har for fremtiden.


Multihus – et fælles ønske, der kalder på handling


Gennem mine samtaler med Vejgaards borgere er der særligt to ønsker, der går igen:

Det første – og måske mest markante – er ønsket om et Multihus. Dette har stået på borgernes ønskeliste i mange år. Mange foreninger er vokset ud af deres nuværende rammer og efterspørger bedre faciliteter til såvel foreningens aktivitet, men særligt også et sted med mulighed for at styrke fællesskaberne. Samtidig drømmer børnefamilierne om et tilgængeligt samlingspunkt, der kan danne rammen om sunde og trygge aktiviteter for alle aldre.


Jeg forstår godt de spørgsmål, mange stiller: Hvordan kan en bydel med over 15.000 indbyggere mangle et tidssvarende fællessted for idræt, kultur og samvær? I en tid, hvor ensomhed og mistrivsel blandt børn og unge er stigende, er der stærke argumenter for at investere i fællesskabsskabende løsninger.


Som politiker anerkender jeg fuldt ud ønsket og behovet for et Multihus i Vejgaard. Nu er det tid til, at vi skaber en fælles politisk prioritering og en konkret plan for, hvordan vi kan realisere projektet.



Fra vision til virkelighed – politisk arbejde og vilje


Hvert år, når budgetforhandlingerne går i gang, bliver byrådet mødt med et væld af anlægsønsker fra hele kommunen. Jeg vil ikke påstå, at det bliver nemt at få et Multihus i Vejgaard igennem – men det betyder ikke, at det er umuligt.

Det kræver en vedholdende indsats og politisk forståelse. Jeg vil derfor tage initiativ til at skabe bred opbakning blandt mine byrådskolleger og arbejde målrettet for at få projektet på dagsordenen.

Et godt eksempel på, at drømme kan realiseres med dialog og vedholdenhed, er VB’s ønske om en kunstgræsbane. Det har været en lang proces, men jeg er enormt glad for, at et flertal i byrådet har bevilget tre millioner kroner til projektet. Selvom det ikke dækker hele anlægssummen, er det et vigtigt skridt på vejen. Med yderligere støtte fra fonde og lokalsamfundet er jeg sikker på, at projektet kan gennemføres.


Det samme gælder Multihuset: Hvis beboerne i Vejgaard står sammen om ønsket, vil byrådet lytte. Mit mål er at bringe det ind i budgetforhandlingerne for 2026 og gøre det til en politisk prioritet.


Vejgaard fortjener politisk anerkendelse og handling – ikke mindst til glæde for bydelens børn, unge og familier.

Lad os stå sammen om at gøre visionen til virkelighed!”



 
 
 

Comments


TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Mange tak for din interesse!

  • Facebook
  • Instagram

Find os på sociale medier og hold dig opdateret på

VejgaardMagasinet.dk

© 2021 by Vejgaard Magasinet

bottom of page