Hvis der er én ting som Niels Peter Carstens er passioneret omkring, så er det sundhed.
Niels Peter er uddannet kiropraktor og specialist i rygproblematikker. arbejder til dagligt med diagnosering og behandling af både kroniske og akutte lidelser – og det har han gjort i over 30 år.
Af Nana Holdgaard Haslund, VejgaardMagasinet
Velkommen på Hadsundvej
En lidt blæsende eftermiddag mødes jeg med Niels Peter Carstens, der er indehaver af Vejgaard Kiropraktisk Klinik. Jeg træder ind i klinikken, som holder til på Hadsundvej 80, hvor jeg bydes velkommen af receptionsleder Sanne Poulsen. Sanne og jeg starter med en lille snak i klinikkens personalerum, men der går ikke længe, før Niels Peter er færdig med dagens sidste patient og slutter os til os.
Som noget af det første, fortæller Niels Peter om Vejgaard Kiropraktisk Kliniks holdning til sundhed. ”Sundhed kommer indefra, så jo bedre betingelser vi giver os selv, jo bedre kan kroppen også beskytte sig selv.” Desuden fortæller kiropraktoren, at én af disse betingelser er, at man selv har den nødvendige viden til at tage en informeret beslutning om egen sundhed. Det er netop derfor, han gerne vil dele ud af sin brede viden om DEXA-scanning og knogleskørhed.
Niels Peter forklarer proceduren i DEXA-scanneren til patienten.
Over 30 års erfaring
Niels Peter har mere end 30 års erfaring i at arbejde med rygproblematikker. Han blev uddannet kiropraktor i 1990 i USA, og arbejdede derefter i England i nogle år. Danmark ”kaldte” dog på ham, så i 1993 kom han tilbage til Aalborg, for at starte sin egen klinik.
Niels Peter åbnede sin første klinik i Bredgade, men begyndte hurtigt at lede efter nye lokaler, da 1. sal i et lejlighedskompleks i gågaden, ikke var en optimal placering for en klinik, der hovedsageligt behandler patienter med store rygsmerter. Der gik da heller ikke længe, før han fik øje for Vejgaard.
”Vejgaard er jo stadig en selvstændig bydel, der har sin egen identitet, og jeg tænkte bare ’jeg skal til Vejgaard med min klinik’”, fortæller Niels Peter. Så allerede samme år, flyttede han klinikken til Vejgaard. Vejgaard Kiropraktisk Klink lå på Hadsundvej 4 i ca. 15 år, men i takt med, at mere personale blev ansat, blev lokalerne for små. Så da der i 2007 var mulighed for at købe Hadsundvej 78-80, slog han til. Og her har klinikken så ligget lige siden.
Vejgaard Kiropraktisk Klinik kan fange
knogleskørhed i tide
Vejgaard Kiropraktisk Klinik har købt en DEXA-scanner, der kan bruges til at opfange tidlige tegn på knogleskørhed.
I den anledning ønsker klinikken at informere om knogleskørhed samt de tegn, man skal holde øje med.
Fang knogleskørhed, før det går galt
En af de sundhedsmæssige problematikker, som Niels Peter oplever en stigning af patienter med, er knogleskørhed (også kaldet Osteoporose). Knogleskørhed er en tilstand, der påvirker knoglerne, hvilket gør dem svage og mere tilbøjelige til brud.
En af årsagerne til denne stigning af patienter med knogleskørhed er dels, fordi vi overordnet set er blevet mere statiske end tidligere generationer, f.eks. fordi vores jobs generelt er mere stillesiddende. Når knoglerne ikke bruges nær så meget, og dermed ikke udsættes for nær så meget belastning, bliver de hurtigere svage over tid.
Andelen af patienter med knogleskørhed stiger betydeligt med alderen, især blandt kvinder efter overgangsalderen. Cirka 30-35% af kvinder over 50 år kan forventes at opleve knogleskørhed i løbet af deres liv. Postmenopausale kvinder har en øget risiko på grund af fald i hormonproduktion, hvilket påvirker knogletætheden negativt.
Også blandt mænd stiger forekomsten af knogleskørhed med alderen, selvom det generelt er lavere sammenlignet med kvinder. Cirka 15-20 % af mænd over 50 år kan forventes at opleve knogleskørhed i løbet af deres liv. Mænds knoglemasse påvirkes ligeledes af faktorer som genetik, hormonelle ændringer og livsstil.
Er man først diagnosticeret med osteoporose, kan man behandle knogleskørhed gennem styrketræning og diæt, eller medicinsk efter lægens anvisning, men, som Niels Peter forklarer, så er det bedre at fange problemet tidligt. ”… fordi så kan man behandle, inden det går galt.” Det er nøjagtig af den årsag, at han har anskaffet sig en DEXA-scanner.
DEXA-scanning kan informere om knoglestyrken
DEXA-scanning, også kendt som knogletæthedsscanning, er en diagnostisk metode til at vurdere knoglestyrken. Scanningen måler knogletætheden, og kan hjælpe med at diagnosticere knogleskørhed, evaluere risikoen for knoglebrud og overvåge effektiviteten af behandlinger.
Scanningen virker på den måde, at når røntgenstrålerne passerer gennem et område på kroppen, bliver de dæmpet af blødt væv og knoglevæv. Det betyder, at jo større muskler og knoglemasse patienten har, desto mindre røntgenstråling trænger igennem, og ud fra dette beregnes knoglernes styrke.
Mange ved ikke, at de har knogleskørhed, før de oplever et brud på knoglen. Derfor er tidlig diagnose afgørende, og her spiller DEXA-scanning en central rolle. ”Scanningsmaskinen går lidt i tråd med, at vi egentlig gerne vil forsøge at forebygge knogleskørhed og sørge for, at patienten mister mindst mulig knoglestruktur før de kommer i behandling,” fortæller Niels Peter.
Sundhed er et samarbejde
”Det er altid et samarbejde mellem behandler og patient, når det kommer til sundhed, og derfor bliver man som patient også nødt til at være aktiv i at passe på sit helbred. Men det er jo svært at tage initiativ, hvis man ikke kender alle sine muligheder,” fortæller Niels Peter.
Det er netop derfor, at kiropraktoren vil informere om DEXA-scanning, så folk selv kan opsøge hjælp hos Vejgaard Kiropraktisk Klinik, uden at skulle igennem enten egen læge eller først opleve et brud på knoglen, før man kan få hjælp fra det offentlige sundhedssystem.
Er du interesseret i at vide mere om DEXA-scanning eller booke en tid, så kontakt
Vejgaard Kiropraktisk Klinik på tlf. 9812 4358 eller kig forbi klinikken på Hadsundvej 80.
Comments