top of page

En Vejgaardfan tager stafetten - og giver den videre

VEJGAARD HAR ORDET. VejgaardMagasinet byder velkommen til vores faste klumme, som forfattes af en vejgaardborger, som virkelig sætter stor pris på bydelen.
Denne gang ER DET tømrermester Palle Mortensen fra Tømrer og snedkerfirmaet Poul mortensen Aps, som fortæller om sit liv i Vejgaard. Palle har valgt at give stafetten videre til Ole Dohn fra Vejgaard Tæppemontering i vores udgivelse i marts 2025.

Brødrene Mortensen har aldrig
forladt Vejgaard

Først en stor tak til min kammerat, slagter Ib Holmberg, for at give stafetten videre til mig. Opgaven med at skrive Stafetten handler om, at forfatteren skal fortælle om sit forhold til Vejgaard – og det er ikke svært for mig, da jeg har boet her hele mit liv.


Palle og Thomas Mortensen foran firmaet på Korinthvej

Mit navn er Palle Mortensen. Sammen med min bror, Thomas Mortensen, driver vi familiefirmaet ”Tømrer- og Snedkerfirmaet Poul Mortensen ApS”. Vi overtog firmaet fra vores far, Poul, gennem et generationsskifte.

Jeg er født i 1965 i Vejgaard, hvor jeg voksede op og stadig bor sammen med min hustru, Bettina. Da jeg var barn, grundlagde min far virksomheden ”Tømrer- og Snedkerfirmaet Poul Mortensen” i 1973 i vores hjem som et enkeltmandsfirma. Det gik hurtigt fremad, og i 1982 ansatte han sin første tømrer, hvilket med tiden blev til flere og flere. I dag har vi 25-30 tømrere og lærlinge.


Min bror, som er syv år yngre, og jeg boede på Elisevej og gik i skole på Filstedvejens Skole. Jeg spillede en del fodbold i VB, men det var badminton, der fyldte mest for både min bror og mig. Vi var begge turneringsspillere i Vejgaard Badminton Klub i mange år, men nu nøjes vi med motionsbadminton en gang om ugen.


Vi var heldige begge to at finde en kæreste, som syntes, at Vejgaard var et hyggeligt sted at bo. Så både Bettinas og mine to børn samt Thomas’ og Charlottes to børn er ægte ”Vejgaardbørn,” hvoraf de fleste nu er flyttet hjemmefra.


Vi er en familie, der holder meget sammen. Vores forældre flyttede aldrig fra Vejgaard, og efter vores fars bortgang i 2019, er det dejligt for både os og vores mor, at vi alle bor så tæt på hinanden.


Skæbnen ville, at vi begge valgte at gå i lære som tømrere hos vores far. Det lå ligesom i kortene, og ingen af os har fortrudt det. Jeg startede i lære i 1982, og Thomas i 1988. Dengang havde firmaet adresse i en baggård på Absalonsgade i Vestbyen, hvor det lå indtil 2017. Pladsen blev for trang, og vi flyttede til vores nuværende lokation på Korinthvej i Aalborg Øst. Vi kommer stadig forbi baggården i Vestbyen, men nu som gæster, da vores gamle værksted i dag er ombygget til det populære spillested Abzalon.


Thomas og jeg har fulgt hinanden i tykt og tyndt og deler mange fælles interesser. Jagt har været vores helt store interesse, som vi begge har delt med vores far og bedstefar gennem det meste af vores liv. Vi jager ofte på vores egne jagtområder og ligeledes i udlandet. Vi har begge hunde, som vi træner for at få gode jagthunde såvel som skønne familiehunde.


Som den ældste er det nok mig, der om nogle år går på pension først. Heldigvis har Thomas’ yngste søn, Mathias, valgt at gå tømrervejen, og både Thomas og jeg håber, han en dag vil føre familiefirmaet videre. Han er en dygtig tømrer og har alle forudsætninger for at være næste led i generationsskiftet.


Vi har mange faste erhvervskunder, som vi har arbejdet for gennem mange år, samt en del private kunder. Vi udfører både store og små opgaver, primært i Aalborg og omegn.



133 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page